havtaskekæber-lores

Havtaskekæber i fyldig tomatsauce med kartofler

Det her er et festmåltid, slet og ret! Nyd fredag aften med et godt glas hvidvin og søde mennesker omkring dig.

Til to personer

100 g små kartofler med skræl
Olivenolie
2 havtaskekæber a 180-200 gram per styk
150 g blandede svampe, for eksempel østershatte og champignoner
30 g bredbladet persille
10 g smør
1 dl fløde

Til saucen:
6 cherrytomater
1 fed hvidløg
1 skalotteløg
2 spsk tomatpuré
1 tsk æblecidereddike
1 tsk sukker
2 laurbærblade

Fordel de små kartofler i et fad, giv godt med olivenolie og salt og bag i ovnen ved 225 grader i 45 minutter, afhængig af størrelsen. Vend rundt et par gange undervejs.

Skær svampene i skiver, hak persillen og del cherrytomaterne i halve.

Hak hvidløg og skalotteløg fint.

Lav nu saucen: Varm en lille gryde op og steg hvidløg og skalotteløg til skalotteløget bliver blankt. Tilsæt cherrytomaterne og steg det sammen i 1-2 minutter.

Tilsæt herefter tomatpuré, æblecidereddike, sukker, laurbærblade og en smule vand, og lad det simre i 5-7 minutter. Tilsæt evt. mere vand undervejs.

Drys salt og peber på begge sider af havtaskekæberne. Varm en stor pande op og læg smørret på panden. Når det er smeltet, steger du havtaskekæberne i smørret. Vend en enkelt gang undervejs og tilsæt så svampene og steg dem sammen med fisken i 2 minutter. Hæld tomatsaucen over fisken, kom persillen ved og rør rundt.
Tilsæt fløden og lad retten simre i 10 minutter. Smag til med salt og servér med de ovnstegte kartofler.

TIP
Hvis du ikke har prøvet at lave havtaskekæber før, så tænk det som et stykke kyllingekød, for kæberne har en tekstur, der minder meget om kylling, og er derfor fisk for selv de største fiskehadere.

No Comments

Post a Comment